ROBINSON FINALEN // MIT LYSERØDE HÅR

BOEING 737 SKILL TESTEN

Skill-testen bestod af 4 timers flyvning, 1 times briefing inden da(mest bestående af RNAV/PBN teori-spørgsmål, da vi gennem ratingen nu også er godkendt til at flyve de approaches) og en debriefing hvor de fortalte os at vi begge var bestået. Til de der ikke flyver ved jeg at der i dette indlæg er en del fagord, jeg håber det går 🙂

Prøven var seriøst de 4 vildeste timer i mit liv. Vi fløj 2 timer hver, skulle igennem det samme og jeg startede… Og hold nu k*** en start! Jeg gav gas, kørte hen af banen og inden vi nåede at få gearet op fløj vi i windshear. Det fik vi os kæmpet ud af og da vi endelig slap fri og var igang med at konfigurere flyet fik vi en “TRAFFIC” alarm, efterfulgt af “CLIMB, CLIMB, CLIMB!!!” og dernæst  “DESCEND, DESCEND, DESCEND” imens vi kunne se et fly flyve imod os på vores skærme. Det var ret grimt til sidst at se flyet suse forbi vores vinduer, for alt gik stærkt og det føltes så realistisk.

Yes, sådan bankede de os simpelthen igang og vi havde begge følt at vi nu de næste 4 timer skulle slagtes, fordi at det var så voldsom en start. Jeg holdte hovedet koldt, men min krop rystede. Vi fik konfigureret færdig og pludselig var der for lavt tryk på det ene hydraulik-system, vi bad om at komme tilbage og lande og fløj så en non-precision RNAV approach hvor jeg sad klar til at lave en go-around, men det skete ikke… Vi landende i stedet og sådan sluttede 1 runde ud af 3 for mit vedkommende. 2. runde gik hurtigere end forventet. Vi fik en engine-severe damage kort før V1(den hastighed hvor flyet efterfølgende skal i luften, no matter what) og lavede derfor en rejected takeoff.

Den 3. og sidste tur var lang! Vi fik igen en engine-severe damage men denne gang lige efter V1, så vi ikke måtte stoppe og skulle derfor i luften med 1 motor. Vi lettede, sendte mayday, kom op, konfigurerede og sagde på radion at vi blev i området og gjorde os klar til landing med 1 motor. Autopiloten virkede ikke, så det blev en single engine raw data ILS approach som skulle flyves manuelt. Det var den del af prøvet som jeg havde frygtet mest, for jeg har haft så svært ved at vende mig til hvor langsomt jet motorer reagerer ift. propel. Jeg kæmpede og kæmpede for at holde flyet indenfor de givne grænser og min makker hjalp mig, men jeg endte med at være un-established og måtte så lave en single engine missed approach…

Man skal altid gøre hvad der er sikkert, men det går jo ikke at man til en prøve ikke kan flyve flyveren ned(også uden autopilot, hjælp fra systemerne og på kun 1 motor) så jeg vidste at nu dumpede jeg hvis vi ikke fik den fløjet helt pænt og kontrolleret ned. Det gjorde vi heldigvis, men da vi nåede vores minima(højden hvor vi fortsætter hvis vi kan se banen og rundt hvis vi ikke kan), så vi ikke banen! Vi lavede endnu en missed approach og mit ben syrede nu så meget at jeg kortvarigt overvejede at græde fordi det gjorde så nas at jeg virkelig havde ondt af mig selv, haha!

Når man flyver på 1 motor skal roret nemlig justeres via pedalerne, så man fortsat flyver ligeud. Der er et trim som kan hjælpe med det, men hver gang man ændre noget på flyet(fx. thrust) skal trimmet også ændres og derfor bruger man pedalen (benet) til dette. Vi fik at vide at vi skulle flyve i holding, fik autopiloten tilbage, flyttede noget fuel fra en tank til en anden for igen at have lige vægt og gjorde så flyet klar til en ny approach. Denne gang en standard ILS med hjælp fra autopiloten ned til minima, men stadig kun på 1 motor. Ved minima klikkede jeg autopiloten ud, fløj selv maskinen ned til landing og det skulle selvfølgelig heller ikke være nemt, så der gik ild i APU’en(den lille motor i halen) måske 100 ft over jorden, men vi fortsatte, landede, kaldte på radioen at det brændte, fik stoppet flyet på banen, udførte APU FIRE memory items(en checkliste vi skal kunne i hovedet) og da ilden ikke gik ud, slukkede vi motorerne og startede en evakuering.

Sådan forløb de første 2 timer af prøven, 10 min pause og så skulle vi gøre det hele igen hvor min makker fløj og jeg sad ved siden af og hjalp. Han fik dog flap failure, der hvor jeg fik hydraulic failure. Jeg glemmer aldrig den tur/nat! 🙂 3,5 times søvn senere skulle jeg med et fly til KBH og stå på den røde løber til Robinson finalen.

What a life! 😍

 

 

Næste indlæg

ROBINSON FINALEN // MIT LYSERØDE HÅR