Træning i cockpittet

Min første pilotløn og svar på mange spørgsmål

Hej alle sammen.

Jeg får mange spørgsmål ift. mit flyvning og det forstår jeg godt. Det er spændende(og fedt!), men også indviklet hvordan tingene hænger sammen, set udefra.

Jeg er i fuld gang med at forberede det sidste til simulator-delen af min type-rating og rejser tidligt tirsdag morgen. Indlægget er derfor skrevet hurtigt, kort og præcist, i håbet om besvare så mange spørgsmål som muligt. Svarene er mine oplevelser og erfaringer. Der findes lige så mange måder at gøre det her flyvning på som der er piloter og de fleste af os lærer først tingene undervejs, for branchen er uforudsigelig.

Uddannelsen er selvbetalt.
I Danmark(her er der tale om civil-pilot og ikke militær-pilot). I andre lande kan man blive optaget på statsbetalte uddannelser. Større udenlandske flyselskaber har nogle gange kadet-uddannelser hvor de selv udvælger pilotaspiranter, uddanner dem, betaler omkostningerne og efterfølgende binder dem til at arbejde i firmaet.

Der findes mange forskellige pilotuddannelser. 
Integreret(et samlet forløb), modulært(opdelt uddannelse), i Danmark, i udlandet, privat-certifikat(til hvis man blot vil flyve rundt selv og ikke vil modtage betaling), kommercielt-certifikat(til hvis man vil have det som erhverv og vil modtage penge for det), osv.

Prisen varierer. 
Ift. hvilken slags uddannelse du tager, hvor du tager den og hvor mange ting du skal bruge. Priser kan ses på de forskellige flyveskolers hjemmesider og jeg kan anbefale GreyBird Pilot Academy.

For at blive optaget på pilotuddannelsen. 
Skal 3 ting være på plads. 1) Man skal bestå en optagelsesprøve(matematik, engelsk, osv.) som varierer fra skole til skole. 2) Man skal bestå en helbredsgodkendelse. 3) Man skal kunne bevise at man kan betale for uddannelsen.

Uddannelses opbygning til kommerciel pilot. 
Består af en teori-del og en flyve-del. Teori-delen er 12 forskellige fag som alle skal bestås med minimum 75%. Flyvedelen består af visuel flyvning, instrument flyvning, flyvning om dagen, flyvning om natten, flyvning med instruktører, solo-flyvning(hvor man flyver alene, når man er blevet godkendt til det) og der er helt specifikke krav til antal timer af hver forskellig ting, antal landinger, osv.

Hvor lang tid tager det at blive pilot. 
Det afhænger af hvilken slags pilot man vil være, hvilken uddannelsesform man har valgt, om man består sine prøver i første forsøg, om vejret er godt når man skal flyve visuelt(dvs. uden hjælp fra flyets instrumenter, for hvis vejret er under kravene bliver din lektion udsat og den samlede tid du skal bruge på at blive pilot bliver derved forlænget og det har man desværre ingen kontrol over). Generelt siger man dog at det tager ca. 2 år at uddanne sig til kommerciel pilot på en integreret uddannelse.

Man får SU under uddannelsen. 
Forhøjet SU.

Kan man arbejde under uddannelsen. 
Det kommer an på så meget. Jeg kunne godt få det til at hænge sammen med et stewardesse-job.

Skal man bruge mere ovenpå selve uddannelsen for at få et job. 
Det afhænger af hvilket job man ønsker at få. Vil man fx. flyve faldsskærmsflyvning behøver man ikke mere, men vil man ud i et flyselskab og flyve større jets skal man fx. have MCC og evt. JOC.

Hvad er MCC. 
Multi Crew Coordination course. Et kursus målrettet job i et 2-pilots koncept hvor man samarbejder med sin kollega. 2-pilots koncept betyder at 2 piloter kræves for at flyvningen må finde sted, som fx. når man flyver folk på ferie. I mindre maskiner kan det være nok med kun 1 pilot.

Hvad er JOC.
Jet Orientation Course. Et kursus målrettet job på en jet. På flyveskolen flyver man ofte kun i propel-maskiner og operationen af jet-motorer er anderledes og derfor skal man forstå teorien i det.

Hvad må man flyve når man er færdig. 
De fly som man har fløjet på pilotskolen eller tilsvarende. Skal man flyve noget helt andet eller større kræves et kursus eller omskoling(også kaldet type-rating).

Hvorfor er det så svært at få et pilotjob
Fordi man som nyuddannet kun har de få timer som man tilegner sig på pilotskolen, imens man konkurrerer med de som allerede har erfaring og flere flyvetimer.

Hvor vigtige er flyvetimer. 
Vigtige! Alle timer man har føres i en logbog og det er dem der spørges indtil når man søger job. Flere steder er der også krav til hvilke slags timer man har, for de fleste større flyselskaber vægter ikke timer på små flyvemaskiner særlig højt. Så man kan have nok så mange timer, men det skal være de rigtige ift. jobbet man søger. Der kan fx. stå at man skal have timer på en jet, eller timer på et fly der vejer mere end x antal kilo, osv. Det er ikke nemt.

Er der pilotmangel.
Det siger folk, men det er ikke noget nyuddannede mærker til. Har man erfaring og flere flyvetimer er jobmulighederne til gengæld en del bedre.

Hvad kan man så gøre. 
Hvis der var ét generelt svar er jeg sikker på at alle bare ville gøre det. Men det er der ikke. Man kan kun prøve. Prøve at søge de job man ikke opfylder kravene til, gå til samtaler og sidde ved siden af andre som har over 3000 timer mere end en selv, netværke, gøre sig selv så attraktiv som mulig på papiret, sætte sig selv i positioner hvor der måske kan dukke jobmuligheder op og bare blive ved og ved og ved.

Er der ikke mange som giver op. 
Jo. Det er der nogen der gør.

Skal man købe en type rating.
Det kan man. Jeg kender flere det har hjulpet og flere det ikke har hjulpet. Det kommer igen helt an på udbud og efterspørgsel, kvalitet af den rating man køber og hvor godt man gør det. Min egen historie hvad det angår er lidt spøjs og kommer længere nede.

Hvordan forløber en typerating. 
Den består af 3 dele. En teori-del, en simulator-del(flyve-del) og x antal starter + landinger i det virkelige fly.

Hvad er en bonding. 
En aftale hvor et selskab betaler en pilots typerating, mod at piloten så er bundet i firmaet i x antal år. Forlader man firmaet før tid, skylder man dem x antal kroner.

Er der slet ikke nogen som har svarene på alt. 
For at være ærlig: nej, det synes jeg ikke. Mange tror en masse(også folk der har fløjet i mange år), men indtil videre er min erfaring at alt kan ske og jo flere man spørger desto flere forskellige gæt får man blot.

Hvordan er det med flyvning og de sociale medier. 
Alle selskaber har en politik hvad de sociale medier angår og det er vidt forskelligt fra selskab hvad man må og ikke må. Jeg startede min blog i forbindelse med uddannelsen og har kun arbejdet i selskaber(som stewardesse) hvor det har været tilladt at dele vores arbejde på de sociale medier. For en sikkerheds skyld har jeg dog altid indhentet skriftlige tilladelser og dem har jeg stadig liggende.

Hvor meget tjener en pilot. 
Det er meget forskelligt! Der findes ekstremt underbetalte piloter nogle steder, imens både styrmænd og kaptajner betaler topskat andre steder. Det kommer nemlig an på så meget: land, selskab, antal arbejdstimer, antal arbejdsdage, type af flyvninger, skat i det pågældende land, antal flyvetimer hos piloten, anciennitet i et firma og hvor meget privatliv/familieliv man er villig til at opgive for at tjene penge.

Det var vidst det. Jeg har besvaret jeres spørgmål efter bedste evne og til slut får i min egen historie, kort fortalt: Jeg startede uddannelsen i 2015. I 2016 bestod jeg teorien med et gennemsnit på 93%(man skal som sagt have 75% for at bestå) I 2017 bestod jeg min sidste flyveprøve. Jeg har aldrig dumpet hverken en teori eller flyve-prøve og sideløbende med uddannelsen har jeg arbejdet som stewardesse i Jet Time. I 2018 købte jeg MCC og JOC og søgte job uden type rating i næsten et år, uden held. Dernæst købte jeg i slut 2018 en type rating til Boeing737(verdens mest solgte passagerfly nogensinde) hos Lufthansas træningscenter i Berlin. Også her bestod jeg både teori og flyvning i første forsøg. Men så gik Primera konkurs, Germania gik konkurs, Norwegian fik ansættelses-stop og Jet Time havde netop ansat et nyt hold piloter imens jeg var væk. Og det var sådan set alle flyselskaber i nærheden som opererede med lige nøjagtig den model, som jeg netop havde uddannet mig på. Og at 2 forskellige helt nye Boeing737 fly faldt ned, hjalp ligesom heller ikke på branchens muligheder. Så det var surt. Og helt ærligt, hvad er chancen lige!? Nå, men under 3 mdr. senere hørte jeg om Great Dane Airlines, søgte job som både stewardesse og pilot, fik job som stewardesse, fløj i kabinen henover sommeren og har nu skrevet under på min første pilotkontrakt. D. 1 nov overgik jeg til cockpittet, jeg er i fuld gang med min type rating, firmaet betaler uddannelsen, jeg er bondet i 2 år(og havde glædeligt bundet mig i 5!), teoridelen foregik i Vilnius, jeg bestod prøven med 99% og på tirsdag rejser jeg til England, hvor jeg skal igennem simulator/flyvedelen frem til jul.

Sikke en rejse! Jeg er simpelthen så lykkelig og taknemmelig. Tænk sig, det har taget mig godt 4 år og kostet lige under 1 million kroner endelig at nå hertil. Og igår fik jeg min første pilotløn… Nu er jeg igang!

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træning i cockpittet