Besøg, bobler, Blossom og pilot-uniform

Så sad jeg her // Januars update

Kære læsere.

Efter radio silence herinde næsten hele januar, er det vidst på tide med en ‘lille’ update. Brace for impact😉

Hvad sker der lige for Januar måned? Man sidder dagen efter nytår med de bedste intentioner for det nye år, geniale planer, meningsfulde målsætinger, total top-motiveret af udsigten til de sejrer der er i overskuelig rækkevidde og med en flamme indeni der brænder som de billeder man ser fra Australien. Voldsom sammenligning? Måske. Men det var sådan jeg havde det. Totalt klar og alt kunne bare komme an. Og dét skal jeg så lige love for at det gjorde…

Året startede ud med base training, hvor jeg lavede de første starter og landinger i vores fly. En virkelig fantastisk oplevelse som jeg især glædede mig til at dele med én speciel person, der indtil nu ikke er blevet nævnt på mine sociale medier af forskellige årsager😊 Af alle de gode ting som skete for mig i 2019 var han nemlig den bedste(og det siger jo ellers ikke så lidt!), men timingen var desværre ikke rigtig og vi er derfor startet ud hver for sig i 2020. Så det var hård kost og jeg skulle omstille mig hurtigt, for på daværende tidspunkt havde jeg teoriundervisning i lufthavnen i hverdagene, 12 dage til jeg skulle være ude af min lejlighed(den var nemlig opsagt) og 14 dage til jeg skulle flyve min første tur.

Det lyder presset og det var det også, men alt kan løses. Jeg pakkede mine ting, passede min teoriundervisning i lufthavnen, fik lov at beholde min lille pendler-lejlighed og forberedte mig på den første flyvning. Samtidig holdte jeg fast i at stå tidligt op, træne hver dag(enten i fitness world eller med løb på havnefronten), spise sundt, huske mine vitaminpiller og alle sådanne ting der gør en kæmpe forskel, når de ting som er ude af min kontrol sejler… Det er også for galt at der findes ting som jeg ikke kan styre? Dér er det altså nemmere med fly, hvor man kan læse en manual og så er det sådan det er😉

Jeg fik købt de sidste ting til uniformen(hvide t-shirts, et ur, osv.) og så kom dagen en tidlig søndag morgen, hvor jeg fløj min første tur med passagerer til Tenerife. En meget stor dag med gode kollager, glade passagerer(som roste min landing😎) og med Amalie som kabinechef❤️ Det var magisk💫

Billede fra dagen taget på jorden:  

Jeg har allerede fløjet 7 ben(ét ben = fra A til B, som fx. Aalborg til Tenerife) så arbejdsmæssigt kører det og det er  befriende endelig at være på plads, for det føles virkelig som ‘hjem’ at sidde derude foran. Jeg er meget meget heldig🙏🏼 – og jeg har arbejdet hårdt for at blive det!

Dagen efter den første flyvning kørte jeg til Haderslev og brugte 3 dage på at tømme mit hjem dernede. Min familie har nemlig lejet huset ud fra februar, eftersom de jo også troede at jeg var kommet på helt på plads i Aalborg både arbejdsmæssigt og privat… Men som min far altid har sagt, så kan alderen mellem 16 og 67 jo godt være lidt ustabil😂  – og hvis man skal være positiv(og det skal man jo!) så er det kun godt at huset nu går til en, som får det brugt mere end jeg har gjort de sidste par måneder. Så sådan gik det til at min 45m2’s pendlerlejlighed(som jeg iøvrigt ikke har været meget i de 6 mdr. af 2019 pga. typerating og andet) nu er blevet mit eneste sted at være. Når jeg ikke flyver går jeg derfor og gør den hyggelig😍 Der er både kommet vaskemaskine(som jeg selv har installeret!💪🏻), lille ny fladskærm, min gamle kabeltromle, min smukke oxyderede kobberlampe og en større plante som jeg agter at holde i live! #staytuned

Så det er de ting der har fyldt mest i januar: Flyvning og flytning x2. Derudover har jeg haft min bil til en 7000kr’s reparation som ikke var dækket af garantien, fået en parkeringsbøde og brugt en nat hos vagtlægen med et øje der spassede ud. Lang historie kort: det var postkasse-rødt og trykket i det var for højt, selv efter en lokalbedøvelse. Lægen var dygtig og sammen med en øjenlæge puttede han både tørre strips i øjet for at måle ph-værdien(av for s****!) og dryppede med noget væske som ville skifte farve hvis den var helt gal. Det var det dog ikke, dagen efter var trykket allerede væk og efter 3 dage med medicin i øjet var det også helt hvidt og normalt igen. Så konklusion: jeg tåler ikke unaturligt mange unødige udfordringer på én gang😉

Men ved i hvad? Min bil kan køre længe endnu(og jeg beholder den altså så længe jeg kan, for jeg kommer jo aldrig til at køre billigere), der er blevet købt og installeret en automatisk p-skive, jeg har for at være på den sikre side købt et dyrere linse abonnement med ekstra fugt til øjnene ift. den tørre fly-luft som jeg skal arbejde i, jeg har fået set mine søde hunde en del med alt det køren frem og tilbage i forbindelse med flytning, bilen er blevet vasket, jeg har set veninder, mit nye certifikat er kommet(før fløj jeg på sådan et midlertidigt flap papir) og så har jeg ikke gået med makeup på huden i lidt over 2 uger nu og det kan altså ses!✨ Jeg blev inspireret af en af firmaets erfarne stewardesser der seriøst har den smukkeste hud, så nu prøver jeg hendes opskrift. Min træning og al den sunde mad hjælper helt sikkert også på det projekt! – mere om det i et andet indlæg.

Så, helt slem har januar nu alligevel ikke været, for jeg har fået ryddet op i en masse: arbejdsmæssigt, flyttemæssigt, relationsmæssigt und so weiter – og det føles rigtig godt!☺️ Jeg har efterhånden også fået etableret et liv, hvor der altså skal mere end én mand til at vælte hele korthuset. Når det så er sagt så var han altså en ret god en – og jeg misunder virkelig hende der en dag får det timet rigtigt med ham. Men fra at have tænkt: ‘jeg vil gerne ligge mig til at sove nu og vågne om et år, tak’ i starten af måneden, er jeg nu bare taknemmelig. Igen. Lige som jeg plejer😊 Tænk at jeg i sidste weekend boede på et spahotel med arbejdet hvor jeg sad i en opvarmet udendørs pool, med dejlig musik, julelys på juletræer og smukke snefnug der faldt fint ned fra skyerne❄️ Det handler ikke om hvordan måneden starter, men hvordan den slutter🙏🏼

God energi herfra og rigtig god weekend når i når så langt💗 Jeg skal flyve til Kanarieøerne✈️ Kram Tine

 

Næste indlæg

Besøg, bobler, Blossom og pilot-uniform